Nyhedsbrev

Her kan du læse Patientforeningen Mine Rettigheder's 4 årlige nyhedsbreve .
Medlemmer af foreningen vil også modtage brevene med posten.

<< Tilbage til oversigt

Oktoberbrev 2008 (Gem en kopi) (Udskriv)
Af : Lis Larsen og Marianne Thomsen

Ja, jeg ved godt, at det er nogle måneder siden vi har nydt sommerferien , men nu udkommer vores oktoberbrev.
Den 22.10 kunne jeg i tv konstatere, at på grund af pladsmangel på sygehusenes intensivafd. kørte man rundt på landevejen med en person i koma ialt 180 km. og ikke nok med det blev personen den næste dag igen tranporteret 115 km til et anden sygehus.Det resulterede i at personen selvfølgelig ikke kunne klare disse flytninger på landevejen og 5 døgn efter døde personen-Sønnen har klaget til patientklagenævnet.
Skal der virkelig ske dødsfald før man på sygehusene opretter nye intensivpladser-

I Jyllandsposten den 15.okt. læste jeg følgende indlæg:
"Svært at blive rask og søge erstatning"
"Patienter, der venter på erstatning og måske førtidspension på grund af arbejdsskade er erhvervssygdom,bliver fastholdt i deres sygdom.
De har langt sværere ved at blive raske end ligestillede patienter, der ikke er ude i en erstatningssag viser en undersøgelse af overlæge Claus Rasmussen fra reaumatiskafd. på et sygehus i Vendsyssel- undersøgelsen omfatter 1500 patienter med rygproblemer eller nakkesmerter.Næsten 80% af patienter med nakkesmerter,der havde søgt erstatning, havde ikke oplevet helbredsmæssige fremskridt efter 1 år. Af de sammenlignelige patienter ,der ikke havde været involveret i en erstatningssag, var der kun 10 %, som ikke var uden fremskridt efter 1 år."
Dagen efter fik jeg en mail fra en af vores medlemmer,som også havde læste dette indlæg i Jyllands Posten:
(Dette indlæg er skrevet af Marianne Tomsen Patientforeningen Mine Rettigheder
Teksten er skrevet med baggrund i mne utallige samtaler med borgere, der har oplevet det socialesystem og erstatningssystemet indefra)
"MAN SKAL HAVE ET GODT HELBRED FOR AT VÆRE SYG"
Overlæge Claus Rasmussen har ifølge Jyllands Posten ( 15/10-08) stået i spidsen for en undersøgelse af ca. 1500 patienter med rygproblemer, Hans mål var at påvise en sammenhæng mellem at blive rask og at være i venteposition i forhold til erstatning og/eller førtidspension som følge af arbejdsskade eller erhvervssygdom.
Ikke overraskende lyder konklussionen, at " risiko for,at f.eks. rygproblemer får et invaliderende forløb,stiger markant, når man havner i et sådant sagsforløb"
Dette resultat ligger fint i tråd med en tidligere undersøgelse, Claus Rasmussen har lavet. Dengang skrev han, at" Undersøgelsen har vist, at sandsynligheden for, at man er rask et år efter behandlingen er begyndt, er fire gange så stor for dem,som ikke havde en verserende økonomiksk kompessationssag,som for dem , der skal bevise, at de er syge for at få erstatning". Claus Rasmussen påstår, at disse mennesker er havnet i en erstatningsfælde.
Det billede, undersøgelsen tegner, er imidlertid forkert, fordi det er alt for ensidigt baseret på den økonomiske faktor (erstatning/pension). En syg persons verdensbillede er langt mere kompliceret og facetteret, end Claus Rasmussens undersøgelse lader forstå. Hvis det var så enkelt, at der alenevar tale om en"erstatningsfælde", ville det samfundsøkonomisk være det allerbedste/billigste at give disse mennesker en passende sum penge, hvorefter de ville blive i stand til at arbejde, komme væk fra offenlig forsørgelse og ud af sundhedssystemet. Men så ukompliceret er det naturligvis ikke.
Det er oplagt, at sygdom og smerter rammer ens overskud til at klare hverdagen og den gøremål-kartoffelskrælning kan pludselig blive et uoverskueligt problem. Når man ikke kan håndtere hverdagens rutiner, går det ud over humøret-kimen til depressiv og opgivende tilstand er lagt. Angsten for fremtiden-Hvornår bliver jeg rask? Kan jeg beholde mit job? Bliver jeg helt rask?-forstærker tendensen. Frygten for at miste jobbet rummer samtidig en frygt for at miste ens idenditet, idet vi er samfund, der definerer os selv og hinanden efter vores placering på( eller udenfor) arbejdsmarkedet.
Efter en tid som sygemeldt indlemmes man i det offentlige system,man bliver klient på kommunens socialforvaltning. Hermed starter et forløb, der som regel er ganske langvarigt, og hvor borgeren sjældent oplever at være en del af forløbet.Derimod er borgeren den der bliver "sagsbehandler". Borgeren får kun en begrænset udsnit af de oplysninger, der efterhånden hobs op i sagsakterne. Han oplever, at der går uger og måneder uden at noget sker, og han føler sig i stigende grad afmægtig. Samtidig har borgeren en klar bevidsthd om, at træder han det mindste ved siden af, mister han sin forsørgelse, hvad et utal af syge borgere på kontanthjælp kan bekræfte. Usikkerhed og nervøsitet knytter sig dermed til hverdagen sammen med følelsen af afmagt og af at være uden indflydelse på sit eget liv. Menneskeligt medfører det manglende overskud ikke sjældent, at man falder hen, mister initiativ,bliver apatisk og opgivende,hvilket smitter af på den ydre fremtoning. Man går ikke i bad hver dag,klæder sig ikke pænt på, undlader make-up'en, man skal jo ikke noget, så er der heller ingen grund til at gøre så meget ud af sig selv". Belastningen er stor på ægtefællen og børnene,familielivet lider under presset. Det mærker omgivelserne. Besøgene bliver færre,venskaber glider i baggrunden. man isoleres socialt.
Det er oplagt, at kæmper man på to fronter (både med kommunen og med en statningssag) så, forstærkes dette kompleks af faktorer-ondt bliver værre.
Men at det skulle være bedre at"glemme sagen og komme videre med livet"som det påståes i artiklen,er en urimelighed.
En erstatning,som kan være berettiget til, er tænkt som kompensation for tabt indtægt, til ombygning af hjemmet, så man kan klare hverdagen, til at dække fremtidige behandligsudgifter osv. og at "glemme sagen" løser naturligvis ikke disse problemer.
Undersøgelsen berettigelse kan alene ligge i at konstatere og bekræfte det, vi godt ved i forvejen,nemlig at kontakt med det sociale system og/eller erstatningssager gør folk syge, for så at bruge denne viden til at rette en kritik mod det system,der er årsagen til miseren i håb om, at der vil være politisk mod og vilje til at sikre alle borgere værdighed i deres kontakt med de offentlige systemer.Det er under al kritik, at der ofte går 3-5 år inden en borger er afklaret i det sociale system.Det er helt uacceptabelt, at en ersatatningssag kan holdes igang i 13-15 år- Problemet ligger ikke hos de syge-problemet ligger i det syge system- Det er klient-og umyndiggørelsen, der fastholder folk i deres sygdom. Derfor ses det ofte, at når en borger langs om længe får sin sag afklaret og afsluttet, så får han det bedre. Det betyder ikke, at borgeren er rask, men han kan have fået sit liv,sin værdighed,sin bestemmelse igen,og dermed har han fået overskud til at gøre det, der helbredsmæssigt gavner ham.