Læserbreve

Her kan du læse Patientforeningen Mine Rettigheder's læserbreve som løbende vil blive bragt her på siden.

<< Tilbage til oversigt

Lægekonsulenter uden for pædagogisk rækkevidde (Gem en kopi) (Udskriv)
Marianne Thomsen

Mennesker, der er langtidssygemeldte, kommer efter en tid ind i det sociale system, idet forsørgelsen overgår til kommunerne, der så udbetaler sygedagpenge. Sideløbende hermed iværksættes der forskellige tiltag for at sikre, at den sygemeldte kan bevare sin tilknytning til arbejdsmarkedet og igen blive selvforsørgende.

Kommunen foretager en løbende vurdering af, om borgeren fortsat er berettiget til at modtage sygedagpenge. Mindst hver 8. uge skal kommunen følge op på indsatsen og tage stilling til, om der er behov for yderligere hjælp for at få borgeren raskmeldt og tilbage i ordinær beskæftigelse. Blandt kommunens muligheder for at hjælpe borgeren er revalidering, omskoling, hjælpemidler, arbejdspladsindretning m. m.

Grundlæggende for den indsats, kommunen yder for at hjælpe en borger tilbage til arbejdsmarkedet, er, at hjælpen skal være helhedsorienteret og tilrettelagt ud fra en samlet vurdering af borgerens situation og behov på længere sigt. For at leve op til disse forpligtelser inddrager kommunens sagsbehandler bl.a. borgerens egen læge, faglige organisation, hidtidige arbejdsplads – og borgeren selv, naturligvis. Ud over disse spiller kommunens lægekonsulent en væsentlig rolle i den sagsbehandling, der foregår.

Netop lægekonsulenternes rolle i sagsbehandlingen udsættes ofte for kritik, fordi de tilsyneladende ikke holder sig inden for de rammer, der er afstukket for deres virke.
Socialministeriet udsendte i januar 1998 en skrivelse, der præciserede lægekonsulenternes rolle i pensionssager.

Det hedder bl.a.:
”Lægekonsulenternes opgave i forbindelse med pensionsmyndighedernes afgørelse i førtidspensionssager, er alene at bistå myndigheden med at klarlægge indholdet af andre lægers erklæringer. Lægekonsulenten træffer ikke afgørelser og må ikke tilkendegive selvstændige synspunkter om hvorvidt ansøgeren samlet set opfylder lovens betingelser for at få pension.”

Disse retningslinier blev endnu en gang understreget, da socialministeriet i marts 2003 skrev til kommunerne og meddelte, at lægekonsulenternes rolle ikke var ændret med førtidspensionsreformen. På baggrund af en henvendelse fra Patientforeningen Mine Rettigheder til socialministeriet svarede daværende socialminister, Henriette Kjær, den 9/7-04, at efter udsendelsen af skrivelsen af marts 2003 ”bør der ikke være nogen, hverken sagsbehandlere eller lægekonsulenter, der er i tvivl om deres rolle i en førtidspensionssag”. I samme skrivelse gjorde Henriette Kjær opmærksom på, at de samme regler gælder for lægekonsulenter, der medvirker i sager om revalidering – altså sager, der vedrører borgere på sygedagpenge.

Der er med andre ord ingen tvivl overhovedet om, hvad lægekonsulenterne skal bistå kommunerne med.
Det er derfor rystende, at man i forskellige borgeres journaler kan læse, hvordan lægekonsulenterne gang på gang overtræder deres kompetence og tiltager sig en væsentlig del af ansvaret for og gennemførelsen af den sagsbehandling, som sagsbehandleren har til opgave at varetage. Nedenstående er blot et par eksempler på denne praksis:
En borger fik meddelelse om stop for sygedagpenge med følgende begrundelse: ”Kommunens lægekonsulent har på baggrund af de lægelige oplysninger konkluderet, at du vil kunne stå til rådighed for lettere rygbelastende arbejde. På baggrund af dette skønnes du ikke længere at opfylde betingelserne i Dagpengelovens §5”)

I en anden sag overtager lægekonsulenten helt og aldeles sagsbehandlingen, idet hun ”informere igen om fleksjobreglerne og pensionsreglerne og forklarer at [borgerens] sygdom for de flestes vedkommende er en sygdom der brænder ud efter en årrække og at det derfor ikke kan vurderes at [borgeren]har varige helbredsmæssige problemer…”
I en tredje sag udtaler lægekonsulenten sig om rimeligheden af en borgers sygemelding med ordene: ”Jeg ved ikke hovrfor [borgeren] skal være sygemeldt. Hun har i år været i behandling for for lavt stofskifte og tilsyneladende er hendes stofskifte nu så pænt, så hvad er meningen med denne sygemelding??”
Lægekonsulenten skriver i en fjerde sag, at ”Efter min mening er yderligere passiv sygemelding uhensigtsmæssig. (…) Har vi et sted, hvor vi kan aktivere ham?”

Et helt særligt – og meget stort – problem er, at lægekonsulenterne uden videre tilsidesætter erfarne speciallægers erklæringer i deres iver efter at ”raskmelde” borgere, uagtet at de ikke selv er specialister på de områder, de på den måde ”revurderer”. En kvinde fik således i henhold til speciallægeerklæringen varige knæskader efter en trafikulykke. Trods det skriver lægekonsulenten, at borgeren ”har således ikke nogen alvorlig knæskade…jeg forventer ikke, at der bliver varige knæproblemer”.

Jeg kan til enhver tid fremvise et utal af yderligere eksempler på, hvordan lægekonsulenterne igen og igen blæser på lovgivningen og helt urimeligt overtager sagsbehandlingen, hvilket i sig selv er alarmerende. Min påstand er, at alle lægekonsulenter i alle kommuner bærer sig ad på samme måde i større eller mindre omfang. Det store spørgsmål, som jeg ikke hidtil har kunnet finde svaret på, er, hvorfor lægekonsulenterne agerer på denne måde og fortsætter trods forskellige socialministres og endda Ombudsmandens løftede pegefingre og understregning af, at de overtræder deres beføjelser.

Det kan blankt afvises, at lægekonsulenterne handler i god tro. Deres opgaver er så klart og entydigt beskrevet, at der med ministerens ord ikke kan være nogen, ”der er i tvivl om deres rolle”.
Ligeledes må jeg tilbagevise, at lægekonsulenterne ikke forstår den beskrivelse af deres arbejdsopgaver, de er ansat efter. Det er mennesker, som har taget en lang videregående uddannelse – de kan alle læse og forstå, selv en lovtekst.
Det er naturligvis en mulighed, at kommunerne betaler lægekonsulenterne ekstra for at påtage sig det ansvar at give sagsbehandlerne et grundlag at smide borgerne ud af det sociale system på ud fra devisen, at ”går den, så går den” – og den taktik lykkes jo fint, så længe borgerne ikke går til domstolene. Hvis det hænger således sammen, så skulle alle lægekonsulenter være villige til at gå på kompromis med deres samvittighed blot for at få lidt ekstra i lønningsposen – det tror jeg trods alt ikke er tilfældet.

En langt mere sandsynlig forklaring er, at lægekonsulenterne ikke blot kan lide, men ligefrem drages af den magt, der følger med således at kunne styre sagsbehandlingen i en kommune, ligesom de måske finder, at de arbejder i en god sags tjeneste, når de via deres indsats er med til at holde kommunens udgifter på det sociale område nede.

Uanset hvilke motiver, der driver lægekonsulenterne så langt ud, så finder jeg det dybt beskæmmende, at denne praksis fortsætter – og får lov at fortsætte uhindret – med voldsomme konsekvenser til følge for de mange syge mennesker, der oven i kampen mod sygdommen samtidig skal kæmpe mod lægen!

Løsningen ligger lige for: Lægekonsulenterne kan sagtens undværes! I stedet for deres oversættelse, kan speciallægerne i deres erklæringer skrive diagnosen på dansk, og egen læge – som i forvejen er den, der kender borgeren bedst – kan gives ansvaret for, at alle relevante undersøgelser gennemføres, således at den lægefaglige del af beslutningsgrundlaget er i orden, når sagsbehandlerne træffer afgørelser.
Kommunerne er klart nok ikke interesseret i at ændre praksis og overholde loven, da det vil komme til at koste dem penge. De blæser derfor højt og flot på såvel ministerens truende pegefinger som Ombudsmandens kritiske rapporter om problemerne.

Hvem vil da påtage sig ansvaret for at få ryddet op og sat en stopper for dette uacceptable anarki?